Mokkamuffins med chokolade og hasselnødder

Mokkamuffins med chokolade smager bare himmelsk og så er de bare SÅ nemme at lave. Fra du går i gang til at der er lune mokkamuffins klar til servering, går der kun 35-40 minutter

Sådan laver jeg mokkamuffins med chokolade

Jeg starter med at finde alle ingredienserne frem og veje dem af, så jeg er sikker på at jeg ikke glemmer en eller anden ingrediens. Så bliver ovnen tændt på 180 grader C – Almindelig ovnvarme, da det er bedst til kager. Varmluft kan nemt få dine og mine kager helt ud af facon.

Det bløde smør skærer jeg i mindre stykker og pisker det godt sammen med sukker – meget gerne i røremaskinen. Når smør og sukker er godt pisket, tilsætter jeg ægget, og pisker videre, indtil det er godt blandet med smør- og sukkermassen.

Mælken tilsættes sammen med mandelaromaen og de 2 spsk espresso. Røres lidt rundt.

I en anden skål blander jeg de tørre ingredienser: mel, bagepulver, kakao, salt, Nescafe-pulver (eller en instant kaffe), chokolade og 30 g hasselnødder – om de er hakket eller i flager er smag og behag.

De sidste 20 g hasselnøddeflager (her syntes jeg det skal være flager), skal jeg bruge til pynten, så dem lægger jeg til side.

Jeg fordeler dejen med en mekanisk iskugleske i 12 muffinsforme – Her har jeg valgt nogle muffinsforme, som kan stå helt selv, og som holder formen under bagningen helt uden brug af en cupcakeform eller -plade. Bruger du de traditionelle muffinsforme i papir, så anbefaler jeg klart at sætte dem ned i cupcakeformen så de holder formene og ikke vælter under bagningen.

Når jeg har fordelt dejen i de 12 muffinsforme, drysses med hasselnøddeflager, inden de bages midt i ovnen i ca. 20 minutter, ved 190 grader C – Bagetiden er vejledende, da ovne er forskellige, så hold godt øje med dem. Test gerne med en kagetester om de er færdige.

 

Mokkamuffins med chokolade

  • Forberedelse:
  • Bagetid:
  • Total tid:
  • Portioner: 12
  • Sværhedsgrad: let
  • Type: Kage

Ingredienser:

  • 125 g smør
  • 150 g sukker
  • 1 æg (M/L)
  • 2½ dl mælk
  • 1 tsk mandel aroma
  • 2 spsk espresso
  • 275 g mel
  • 1 spsk bagepulver
  • 20 g kakao
  • ½ tsk salt
  • 1 spsk Nescafe
  • 75 g chokolade, groft hakket eller små knapper
  • 30 g hasselnødder – hakket eller i flager
  • 20 g hasselnøddeflager til pynt

Fremgangsmåde:

  1. Pisk sukker og smør hvidt
  2. Tilsæt ægget og rør godt
  3. Hæld mælk, mandel aroma og espresso i
  4. I en anden skål blandes mel med bagepulver, kakao og salt, Nescafe, chokolade og nødder
  5. Vend melblandingen i smørblandingen
  6. Rør kun indtil melblandingen er fordelt

Udgivet den af

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *